Piercingskader

Komplikationer ved piercinger

Tandlæger møder i stigende omfang orale piercinger hos patienterne. En udbredt piercing er tungepiercingen, hvor en stav anbringes i midtlinjen i den forreste del af tungen ved en lodret perforering.

Staven låses vha. en øvre og en nedre kugle, der skrues på staven via et gevind. Piercingen kan hermed fjernes og isættes af personen selv.

En piercing sættes i tungen.

Komplikationer ved piercing i tungen

Piercing i tungen er kommet på mode, specielt blandt unge piger. Den stav, der sidder igennem tungen med en kugle i hver ende kan næsten ikke undgå at ramme tænderne.

Man ser derfor ofte at emaljen splintres af skærekanterne på fortænderne. Får en tand et rigtigt hårdt slag af kuglen, kan tanden dø, så den bliver blå og skal rodbehandles.

Kuglen kan også flække en tand, og i værste fald kan det blive nødvendigt at trække tanden ud.

Ung pige, der har fået piercet tungen.

Skader og hvad man selv kan gøre?

Den hyppigste komplikation ved mundpiercing er tandskader. Der er rapporteret om adskillige ødelæggelser af tandemalje pga. tungestaven. Læbepiercing kan genere tandkødet.

For at undgå infektion, er det naturligvis vigtigt at piercingsmykket udtages og munden renses og smykket rengøres grundigt i en 0,1% Klorhexidinopløsning flere gange om ugen.

Et eksempel på at tandkødet

generes af en piecing. Det

røde tandkød indikerer dette.

FAKTA:

Om piercing

Fra gammel tid har det været almindeligt at udsmykke kroppen og der er fundet kranier fra maya-kulturen fra det 9. århundrede, hvor fortænderne dels er filet til og dels er besmykket med små indlæg af jade og turkis. I moderne tid er denne udsmykning blevet genoptaget. Med den rigtige teknik kan smykkerne påsættes uden at skade tanden.

Piercing har været kendt i mange år. I ældre tid var piercing ofte forbundet med stammeritualer. Piercing, som det ses i dag, synes ikke at være forbundet med ritualer, men snarere udtryk for en udsmykning. Andre mener at de unge gør sig synlige og overskrider grænser ved piercing. I det orale område drejer det sig som regel om piercing i tungen samt piercing i læben, evt. piercing i kinden og drøblen. Langt den hyppigste form for mundpiercing laves i tungen og læben. Folk, der lader sig pierce, bør undersøge om piercingen foregår sterilt samt om pierceren har lært sig faget. Den stav, der bruges til tungepiercing, kaldes en "barbell”, dvs. vægtstang og den er forsynet med en kugle i den ene ende og en afskruelig kugle i den anden ende. Der kan også placeres ringe, som det ses ved læbepiercing. I tilfælde af at de placeres på tungen, placeres de på tungens siderand. Til læbepiercing anvendes en stav, der kaldes en "labret”, hvor der er en kugle i den ene ende og en flad metalplade i den anden ende. Piercingstaven kan laves af forskelligt materiale som kirurgisk stål, guld, platin og titanium. Sølv er uanvendeligt i mundhulen, da det anløber meget hurtigt og bliver sort.

De største problemer i forbindelse med piercing er naturligvis hygiejnen, hvor man teoretisk set kan risikere alvorlige infektioner samt evt. overførsel af blodbårne sygdomme som HIV og hepatitis. Såfremt den afskruelige del på staven falder af, er der risiko for obstruktion af luftvejene. Der er beskrevet et tilfælde af alvorlig blødning efter piercing.